26. april 2024

Retten i Holbæk. Arkivfoto: Rolf Larsen.

En 29-årig mand er blevet varetægtsfængslet, sigtet for bl.a. vold mod to piger i lokaltoget i sommeren sidste år.

Volden fandt sted om sent om aftenen søndag d. 18. juli i lokaltoget på Odsherredbanen og gik ud over to piger på dengang 14 og 15 år, samt to mænd som blandede sig og forsøgte at stoppe volden. En lokomotivfører aktiverede nødbremsen, så toget standsede midt på sporet øst for overskæringen ved Tuse Lågevej, men tæt på Nykøbingvej og politiet blev alarmeret via Fjenstyringscentralen. To unge mænd hoppede herefter af toget og stak af.

Flere patruljer, herunder en hundepatrulje, blev sendt til stedet, både for at få klarlagt hvad der var sket og for at forsøge at finde de to unge mænd, som var stukket af fra toget.

Dømt for vold

I oktober sidste år blev den ene af de to overfaldsmænd – en 17-årig mand – idømt fire måneders fængsel ved Retten i Holbæk. Udover fængselsstraf fik han også en betinget udvisning af Danmark.

Varetægtsfængslet

Mandag aften blev den 17-åriges formodede medgerningsmand, en 29-årig mand fra Østjylland så anholdt. Det skete, da han bragte sig selv i politiets søgelys i Østjylland. Indtil da havde han været efterlyst af politiet, fordi man ikke kunne finde ham.

Tirsdag blev han fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk og varetægtsfængslet foreløbigt frem til 14. juni.

Den 29-årige nægtede sig skyldig i sigtelsen for vold og tog i øvrigt forbehold for kære af kendelsen om varetægtsfængslingen i sagen.