28. marts 2024

Foto: Rigspolitiet.

Onsdag eftermiddag blev en 26-årig mand fra Ukraine anholdt og sigtet for spirituskørsel i en stjålet bil.

Politiet standsede den 26-årige på Roskildevej i Holbæk og kunne konstatere, at han var påvirket af alkohol. Desuden viste det sig, at bilen han var kørende i var meldt stjålet til Nordsjællands Politi i januar måned.

Så udover en sigtelse for spirituskørsel, blev han også sigtet for uberettiget kørsel i bilen.

Den 26-årige blev løsladt efter afhøring til sagerne og efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Han vil senere høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger, så straffesagerne mod ham kan afgøres.

Politiet sikrede bilen med henblik på udlevering til rette ejer.