Borgmesteren indviede nye el-busser

Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen indviede tirsdag eftermiddag to el-busser, der fremover skal køre på linje 501A og 502.

Den offcielle indvielse fandt sted på Holbæk Station, hvor borgmesteren klippede snoren over, og inviterede passagerne og pressen med på tur.

El-busserne ligner kommunens andre busser, men et grønt skilt på siden af busserne fortæller, at de kører på el.

De nye eldrevne busser udleder ikke emissioner fra bussens motor, dvs. at de både er CO2-fri og fri for partikler.

Omstillingen fra diesel til el er sket på busoperatøren DitoBus’ initiativ, der for egen regning har investeret ca. 8 mio. kr. i projektet.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen. De to el-busser er nemlig langt fra nok til at opfylde behovet for kørsel på de to buslinjer og derfor vil linjerne også blive betjent af tre dieselbusser på linje 501A og en dieselbus på 502 i hverdagene.

Det er dog et ønske fra Holbæk Kommune og Movia, at flere og flere busser i fremtiden vil blive el- eller brintbusser.


Video: Morten Sundgaard.

Leave a Reply