Den bilist, som tidligt lørdag morgen bragede ind gennem væggen til KonditorBager på Valdemar Sejrsvej i Holbæk blev af politiet skønnet påvirket af både narkotika og spiritus.
Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Bilisten kørte ved 5-tiden ad Valdemar Sejrsvej, da han af ukendte årsager ud i midterrabatten, hvorefter han fortsatte over i en lygtepæl og igennem flere haver ved en boligejendom, for til sidst at ende i facaden på en bagerbutik. så bilens frontende gik gennem muren.
Bilisten var en 24-årig mand fra Holbæk. Både han, og to passagerer, som var med i bilen, slap ifølge politiet, uskadt fra uheldet.
Da politiet kom frem til stedet blev den 24-årige anholdt. Han blev skønnet påvirket af både spiritus og narko og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.
Bilen blev trukket ud af forretningen og uheldsstedet undersøgt for, om der var risiko for sammenstyrtning, hvilket der ikke var.
Der skete desuden omfattende skade på de tre haver, som bilen kørte igennem på sin rute.
Den 24-årige bilist vil senere høre nærmere fra politiet.
Læs også: Bil bragede ind i bageri