Gå ikke glip af mødet med de naive og poetisk underfundige klovne, når Teaterrødderne går på
scenen i næste uge.
Hvad er klovne for nogn´?
Tumbede og falder-på-halen som i cirkus? Truende og onde som i amerikanske thrillers?
Nej, ikke her. Hvad er de så? Teaterrøddernes sceneklovne er tragikomiske. Instruktøren, Folmer
Gry Kristensen uddyber: ”…disse særlinge, disse naive sjæle, som er en blanding mellem barnlig
uskyld og begyndende erkendelse.
Hvorfor teater med klovne?
Jeg møder tre repræsentanter for Teaterrødderne til en snak om forestillingen, ”Stilhed støjer
stadig”. Klovne kan så meget, siger de. Vi elsker vores klovnefigurer, der hver især har deres egen
personlige karakter. Klovnene siger ikke noget, mimer kun og gør alligevel så stort indtryk.
Samtidig klær´ det sceneklovne at have livserfaring – og det har vi. Vores klovne vækker mange
forskellige følelser og minder hos publikum. Folk griner og græder. Eller som klovnene: smiler
udvendigt og græder indvendigt.
Hvad handler forestillingen om?
Hver klovn har sit eget lille nummer, viser sin egen lille improviserede dagligdags historie. Ind i
mellem mødes klovnene i ”klump” og udfolder sig sammen. Der veksles således mellem individuelt
og fælles spil. Dette svarer godt til Teaterrøddernes mangeårige arbejdsmetode med vægt på
improvisation, den enkeltes mulighed for at udvikle sig og værdien af fællesskabet.
Hvordan kan stilhed støje?
Tja, det er jeg også spændt på at opleve. Men jeg kan forstå, at der opstår en helt særlig stemning
midt i tavsheden. Når en klovn træder ind på den tomme, sorte scene med en ganske enkel
rekvisit og spiller sit ”store” nummer. Når der ligger en hel masse mellem de linjer, der ikke bliver
udtalt. Mellem de kropslige bevægelser og ansigternes folder, som vi alle kan genkende.
Kan det opleves som både tiltrækkende og provokerende, at der sker så lidt, så langsomt og så
stille? En stor kontrast til og en underforstået kritik af vores præstationsorienterede og
tempoopskruede kultur? De tre teaterrødder svarer, at alle oplever forestillingen på deres egen
måde.
Hvorfor støjer stilhed STADIG?
Forestillingen er Teaterrøddernes anden og nye forestilling med scene-klovne. Det er den svære
to-er. Men gruppen savnede de slidte klovnefrakker og kunne ikke lade være. Heldigvis.
Den første forestilling hed ”Stilhed støjer” og var en kæmpe succes. De optrådte på
teaterfestivaller, kulturhuse mm og turnerede i både ind- og udland.
Med et godt publikum vil næste uges forestillinger komme til at støje endnu mere end de
foregående
Info:
Forestillinger:
PREMIERE tirsdag den 15. marts 2022 kl. 19.30
onsdag den 16. marts kl. 19.30
torsdag den 17. marts kl. 19.30
fredag den 18. marts kl. 19.30
lørdag den 19. marts kl. 16.00
Sted: Kulturkasernen, Kasernevej 43, 4300 Holbæk
Billetter á 110 kr. købes via hjemmesiden: teaterroedderne.dk eller ved døren.
Alder: Fra 12 år.
Varighed: ca. 70 min. uden pause
Instruktør: Folmer Gry Kristensen
Medvirkende klovne: Axel Gadegaard, Bente Bødker, Freddy Harthimmer, Grete Koefoed, Hanne Flesborg, Jesper Klarskov, Karen Henriksen, Kim Gustav Hansen, Kirsten Harthimmer.
Kostumer: Grete Koefoed
Lys/lyd: Søren Steinmetz, Per Vuust
PR: Hans-Henrik Nielsen og Bente Bødker
Scenografi: Jesper Klarskov
Foto: Axel Gadegaard
Økonomi: Freddy Harthimmer
Produktion: Teaterrødderne