Foto: Anders Reinholdt
Holbaekonline.dk’s teateranmelder Lise Zeuthen har set forestillingen “ILT” et gæstespil af Teater NEXT på Sjællands Teater i Holbæk d. 24. februar.
Når parforhold og klima tar´ pusten fra én
Forestillingen Ilt er et parforholdsdrama med perspektiver til klimakrisen. Store spørgsmål vendes, så det kræver luft at udfolde i det intense og underholdende skuespil. Også publikum må trække vejret helt ned i maven ved tanken om at være et godt menneske.
”Skal vi ha´ et barn?”
Han stiller spørgsmålet midt i en indkøbstur i IKEA. Hun bliver chokeret og begynder en speedsnak for og imod. Hun er skræmt, men har altid haft et billede af, at hun ville være mor. At få børn er formålet med livet og kærligheden. ”Hvorfor har du ikke snakket med mig om det?” spørger hun, samtidig med at hun bebrejder Ham, at han tager det op nu og i denne situation. Han får næsten ikke et ord indført og foreslår at de tager hjem, drikker noget gin og slapper af.
For og imod
Snakken fortsætter. Bleer på lodsepladsen betyder udslip af CO2. Er det det rigtige tidspunkt, mens hun skriver PHD? Deres sexliv bør være romantisk og inderligt, når de prøver at lave barn. Ikke vildt og præget af begær. Eller? Der er allerede for mange mennesker på jorden, bør de adoptere? Det har han ikke lyst til. Hun er skrækslagen ved tanken om at skulle føde. Han ville ønske, at han kunne gøre det. Der er brug for gode mennesker. Er de selv gode mennesker? Han får angstdrømme om klimakatastrofer. Hvis nogen finder løsningen på det hele, vil de deltage. De kan flytte på landet. De kan plante træer. Osv.
Livets gang
Parret beslutter sig for at få et barn. Hun bliver gravid, men aborterer spontant efter kort tid. Nu trækker hun sig ind i sig selv og sørger. Han savner hende og får en affære med en anden. De skilles.
Efter lang tid mødes Han og Hun tilfældigt. De tiltrækkes og elsker med hinanden. Hun bliver gravid og opsøger Ham. Han er imidlertid forlovet med en anden og skal giftes snart. Men da Han og Hun nu venter barn, finder de sammen igen. Barnet vokser op og parret bliver gamle sammen.
Aske og blomster
Til sidst ser vi Hende alene. Der er dækket med aske overalt, men hun vil sørge for friske blomster. Jeg tolker dette som blomster på Hans grav. Asken er resultat af en klimakatastrofe. De fik et barn, der kom klimakatastrofer, de levede deres liv, og hun tænker stadig på at pynte med friske blomster.
Er det stykkets pointe, at man skal turde elske, sætte børn i verden og leve mens man kan det? Trods alt – og samtidig med at man forsøger at være et godt menneske og kæmpe for klimaet? Eller skal man lukke af overfor omverdenen? Til sidst siger hun ”Jeg er holdt op med at se nyheder.”
Parforhold og valg
Forestillingen handler primært om et parforhold og lidt om klima. Et parforhold mellem to meget forskellige mennesker. Hun er ved at uddanne sig til forsker og han er musiker. Hun tænker meget over alting og vil snakke om alting. Han vil nogle gange bare være i sine følelser. Begge to taler mest i halve sætninger, men det er indforstået, hvad de var lige ved at sige. De når aldrig rigtigt hinanden. De har selv svært ved at finde ud af, hvad de har brug for, selvom de hele tiden prøver at sige det. ”Jeg har brug for…”
Parrets kommunikation er bygget op på en måde så publikum bliver medvidende om tabuer og det usagte. Det giver en intensitet og virker både medrivende og sjovt. Men dybest set er det trist, at Han og Hun har så svært ved at nå hinanden og hvile i deres kærlighed til hinanden.
Det moderne menneske er på mange måder fri til at vælge, hvordan det (han/hun/hen) vil leve. Men der kan være så mange valg, at det kan være svært at vælge. Tilbage står spørgsmålet om, hvordan man bliver et ansvarligt og godt menneske?
Skuespil i bevægelse
De to skuespillere, Christian Bergman og Marie Tourell Søderberg holder energi og et højt tempo i forestillingens samfulde 80 minutter. En stor gullig tragt udgør deres scenerum, som kunne ligne en stor livmoder eller fødselsgang. Her udfolder de sig med forskellige kropslige udtryk, der fint harmonerer med deres relation og følelsesudsving. Synkront, med- og mod hinanden. Den ene siddende, den anden stående. Den ene lukket om sig selv. Den anden åben eller på vej væk. Sjældent og kun flygtigt i ømt favntag. Flot koreograferet og udført.
Umiddelbart oplever jeg, at Hun fremtræder ensidigt og unuanceret i sin stemmeføring og mimik. Men måske er det meningen, at hun netop skal fremstå som en karikeret karakter? Overdrivelse og gentagelse kan ses som et middel til at få publikum til at grine og dermed gøre de tunge spørgsmål lettere at have med at gøre.
Overgange mellem forskellige steder, emner i samtaler og tider, minutter eller år, foregår raffineret og tydeligt med enkle virkemidler. En ryg, der bliver vendt, et ansigt og en stemme, der bliver forandret. En næsten umærkelig pause.
Tre unge fyre om ”ILT”
Teatersalen var halvt fuld af unge mennesker, som viste sig at være 3.G´er. Tre unge fyre på række fem fortalte mig, at de forventede et godt show og underholdning. Fik de så det? Jo, de følte sig godt underholdt. De var overraskede over at se teater uden rekvisitter. Parforholdsproblematikken var ikke deres lige nu, måske senere. Men de havde da fået noget at tænke over. Især det med at være et godt menneske. ”Og klimaet. Det snakker vi meget om.”
Forestillingen ”Ilt” blev præsenteret af Musik- og Teaterforeningen i Holbæk. Respekt for valget af et stykke, der inddrager opmærksomhed på klimaet. Forhåbentlig kommer der mere teater om klimakrisen og gerne med mere direkte fokus på den. Så vi kan mærke med alle sanser, hvad klimaforandringer indebærer. Lad os få en kunstnerisk tolkning af det, som vi går og snakker om. Og mere til.
Medvirkende: Marie Tourell Søderberg og Christian Bergman
Instruktør: Simon K. Boberg
Forfatter: Duncan Macmillan
Teksten til ”ILT” er oversat fra engelsk
Foto: Anders Reinholdt
Gæstespil af Teater NEXT
