To unge mænd på henholdsvis 24 og 20 år blev mandag dømt for et røveriforsøg mod en taxichauffør i Holbæk i august sidste år.
Dommen faldt ved Retten i Holbæk.
Røveriforsøget fandt sted lørdag den 28. august ved seks-tiden om morgenen. Her kørte en mandlig taxichauffør de to mænd til en adresse i Holbæk, da den 24-årige pludseligt trak en kniv frem og holdt den hen mod hovedet på taxichaufføren, mens han råbte, at han ville have penge. Under tumulten fik chaufføren på grund af kniven en mindre ridse i hovedet. Den 20-årige steg ud af taxien og slog flere gange på siden af bilen med en flaske lattergas, mens han også råbte, at de ville have chaufførens penge. Det fik de dog ikke, da taxien skyndsomt kørte sin vej.
Røveriforsøget blev anmeldt og kort efter kunne politiet anholde de to mænd i en lejlighed i nærheden.
Retten fandt de to mænd skyldige i røveriforsøg. Den 24-årig mand blev samtidig dømt for en voldsepisode i arresten og fik 1 års ubetinget fængsel og efterfølgende udvisning af Danmark. Den 20-årige mand fik 9 måneders ubetinget fængsel. Han valgte at tænke over, om han vil anke dommen.