22. november 2024

Arkivfoto: Pixabay.com

Når verdens største cykelløb, Tour de France, til sommer lægger vejen forbi vores kommune, så kan cykel-glade landmænd udsmykke deres marker, uden at miste støttekroner.

Arkivfoto: Pixabay.com

Når verdens største cykelløb, Tour de France, til sommer lægger vejen forbi vores kommune, så kan cykel-glade landmænd udsmykke deres marker, uden at miste støttekroner.

Det oplyser Landbrugsstyrelsen.

Følgere af Tour de France på tv gennem årene, har set hvordan landmænd langs løbsruten har udsmykket deres marker som hyldest til den store sportsbegivenhed. Nu er der også mulighed for, at danske landmænds kreative udsmykninger kan ses af millioner af mennesker, når alverdens tv-stationer viser cykelløbet.

Selvom en hyldest til cykelløbet næppe kan kategoriseres som traditionel landbrugsdrift, er der vide muligheder for at udsmykke en støtteberettiget mark, uden at retten til landbrugsstøtten til marken forsvinder.

– Det er en helt unik mulighed for landmændene langs ruten, og vi er klar til at rådgive, så de mange udsmykninger ikke bliver bremset af frygten for at overtræde reglerne og miste støtte. Så hvis man er i tvivl, må man hellere end gerne kontakte os for afklaring, siger teamleder i Landbrugsstyrelsen Peter Byrial Dalsgaard.

De forskellige udsmykninger går under navnet ”land arts” og kan variere vidt og bredt i størrelse, udformning og materialer. Ligger hyldesten i kortere tid end 14 dage på en mark i normal drift, vil det som udgangspunkt ikke give træk i støtten, men der kan være undtagelser.

– Helt grundlæggende får landmændene jo landbrugsstøtte for landbrugs-aktivitet, så hvis der sker skade på marken, som går ud over årets øvrige drift, skal man huske at rette op på den skade, der er sket, siger Peter Byrial Dalsgaard.

Landmænd skal også være opmærksomme på, at der kan være visse begrænsninger for marker der ligger brak eller er underlagt særlige miljøregler.

Der køres tre etaper af Tour De France i Danmark. 2. etape, der går fra Roskilde til Nyborg, bringer verdens bedste cykelryttere gennem Holbæk Kommune.