Holbæk Sygehus får snart ny sygehusdirektør. Fra 1. marts skal Mette Touborg stå i spidsen for sygehuset og erstatter dermed Torben Dencker Rasmussen, som har valgt at gå på pension.
Mette Touborg kommer fra en stilling som administrerende direktør for Kultur, Fritid og Borgerservice i Københavns Kommune, som hun har haft siden 2016. Forinden var hun borgmester for Lejre Kommune, valgt for Socialistisk Folkeparti. Derudover har hun blandt andet været leder for plejecenteret Stenhusbakken i Holbæk Kommune. Hun er oprindelig uddannet sygeplejerske. Mette Touborg bor til dagligt i Roskilde med sin mand og deres tilsammen fire teenagere.
Regionsdirektør Per Bennetsen glæder sig over ansættelsen af Mette Touborg:
– Mette Touborg er en meget dygtig og erfaren topleder, og vi er glade for, at hun skal være sygehusdirektør på Holbæk Sygehus. Hun får en vigtig rolle i at drive og udvikle Holbæk Sygehus, som en del af det samlede sundhedsvæsen i hele Region Sjælland, siger regionsdirektør Per Bennetsen og forklarer videre:
– Mette Touborg vil særligt kunne bidrage med sin store erfaring som topleder, sin viden om sundhedsområdet og sin evne til at bygge bro på tværs af sektorer. Samtidig har hun værdifuld viden og kendskab til det nordvestsjællandske område og de kommuner, sygehuset naturligt har et tæt samarbejde med.
Ny direktør: Behandling af høj kvalitet
Holbæk Sygehus er et af fire akutsygehuse i Region Sjælland og har som ambition at være bedst i Danmark til at tage sig af akutte patienter. Samtidig er sygehuset blandt andet kendt for at tage multisyge i hånden med konceptet ”samme dag under samme tag” og for at behandle overvægt blandt børn og unge, også kaldet Holbæk-modellen. Som sygehusdirektør kommer 48-årige Mette Touborg til at være chef for cirka 2000 medarbejdere.
– Langt de fleste af os kommer i kontakt med sundhedsvæsenet flere gange i løbet af vores liv og oplever i de sammenhænge, hvor betydningsfuldt det er. De seneste to år med COVID-19 har understreget sundhedsvæsenets og sundhedspersonalets vigtighed for os alle. Jeg glæder mig til den meningsfulde opgave og at sætte mit præg på et i forvejen veldrevet Holbæk Sygehus. Hovedformålet er at tilbyde behandling af høj kvalitet – den faglige såvel som den patientoplevede kvalitet, siger Mette Touborg.
Større opgaver i vente
Allerede fra den første dag i direktørstolen venter flere større udfordringer. Sundhedsvæsenet er helt generelt påvirket af rekrutteringsudfordringer, og forventningen er, at kommende politiske reformer af sundhedsområdet vil forandre kravene til landets sygehuse. Samtidig er der over de kommende år planlagt en større modernisering på Holbæk Sygehus til 400 millioner kroner.
– Som leder er det mit ansvar at skabe et veldrevet sygehus, herunder et godt arbejdsmiljø og stor patienttilfredshed. Det kan vi kun løse i fællesskab. Jeg glæder mig til at lære medarbejderne at kende og høre, hvordan de med deres store viden og faglighed mener, at vi bedst kan forløse potentialet til gavn for patienterne, siger Mette Touborg.
Vil styrke klyngesamarbejde
Mette Touborg håber, at hendes brede erfaring fra det kommunale håber kan bidrage til at styrke det tværsektorielle samarbejde.
– Min organisatoriske hjemmebane har været kommunen, og jeg har et godt kendskab til alle omkringliggende kommuner. Jeg håber meget, at vi kan få skabt det optimale sundhedsklyngesamarbejde sammen med kommunerne til glæde og gavn for patienterne.
På Holbæk Sygehus vil den nye sygehusdirektør indgå i en sygehusledelse, der i forvejen består af vicedirektør Dan Brun Petersen og vicedirektør Gitte Fangel. Derudover bliver Mette Touborg en del af Region Sjællands koncernledelse.