23. april 2024
Arkivfoto: Rolf Larsen.

Arkivfoto: Rolf Larsen.

To biler fra Holbæk blev mandag aften standset af politiet i Albertslund i jagten på en efterlyst 20-årig mand.

Midt- og vestsjællands Politi oplyser, at man mandag aften klokken 22.10 modtog et tip om, at den efterlyset 20-årig mand måske befandt sig på en tankstation på Roskildevej i Holbæk.

Den 20-årige er efterlyst i forbindelse med et knivstikkeri på Holbæk Station den 13. november.

På tankstationens område befandt sig flere mænd i nærheden af to biler, som under anmeldelsen til politiet kørte fra stedet i retning mod Holbækmotorvejen.

Et par patruljer kørte afsted og spottede de to biler på motorvejen ved Roskilde. Politiet fulgte efter og ved en tankstation i Albertslund blev de to biler standset.

I de to biler befandt sig i alt syv mænd, men den efterlyste 20-årige var ikke iblandt dem. De seks af mændene var fra Holbæk kommune og en enkelt fra Nordsjælland, som alle blev kontrolleret af politiet. En af mændene – en 28-årig mand fra Holbæk – var i besiddelse af en ulovlig kniv, som Københavns Vestegns politi sigtede ham for den ulovlige besiddelse af. De øvrige mænd blev ikke sigtet for noget i anledning af politiets kontrol af dem.