27. juli 2024
Foto: Rolf Larsen

Arkivfoto: Rolf Larsen

Det gik helt galt, da en bilist mandag aften ville undvige en genstand på vejen.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man kl. 18.16 via alarm 112 fik en melding om, at en personbil var forulykket og endt i rabatten på Ringstedvej ved Brorfelde.

På uheldsstedet fik politiet kontakt til en 27-årig kvinde fra Stenlille, som inden uheldet havde kørt i sin personbil ad Ringstedvej i nordlig retning. Under kørslen ville hun undvige en større genstand, der lå på vejen. Herunder mistede hun kontrollen over bilen, der første ramte et vejskilt, inden den krydsede vejen, ramte et autoværn og endte i rabatten.

Ifølge politiet slap kvinden uskadt fra uheldet, som ingen andre trafikanter var involveret i.

En alkometertest viste, at kvinden var påvirket i et omfang, der gjorde hun kunne mistænkes for spirituskørsel. Desuden skønnedes hun påvirket af euforiserende stoffer. Hun blev derfor kortvarigt anholdt og fik udtage blodprøver som nu skal undersøges nærmere for både alkohol og euforiserende stoffer.

Politiet afventer nu resultaterne fra analyserne af blodprøverne, før sagen kan afgøres.