23. november 2024
Arkivfoto: Rolf Larsen.

Arkivfoto: Rolf Larsen.

En 85-årig kvinde blev fredag eftermiddag udsat for tricktyveri.

Episoden blev anmeldt ved 17-tiden af en pårørende til den 85-årige. Tricktyveriet var foregået ved, at hun omkring kl. 12.30 var blevet stoppet af en mand på Holbækvej ikke langt fra Rævebæk i Mørkøv. Manden spurgte om vej til et sygehus, og den 85-årige forklarede, at han skulle til Holbæk for at finde nærmeste sygehus. Manden løb herefter i retning mod stationen.

Den 85-årige opdagede efterfølgende, at hun manglede sin pung indeholdende 300 kr. i kontanter, og mistænkte at manden havde taget pungen fra hende.

Manden beskrives som: Østeuropæisk af udseende, 30-40 år, 180-190 cm høj, kraftig af bygning. Han var iført joggingbukser og mørk trøje.

Midt- og Vestsjællands Politi hører gerne fra vidner, som har set den beskrevne mand i Mørkøv fredag middag, og som kan komme med oplysninger om ham eller et evt. køretøj. Politiet kan kontaktes på telefon 114.