23. november 2024

Foto: Rigspolitiet.

To bilister slap tirsdag eftermiddag kort før klokken 16 heldigt fra et færdselsuheld i krydset med Landevejen og Tuse Byvej.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi skete uheldet, da en 18-årig mand fra Holbæk i en personbil kørte ad Tuse Byvej og videre ud i krydset med Landevejen. Her blev han påkørt på sin venstre side af en 35-årig mand fra Holbæk, der i en varebil kørte ad Landevejen.

Politi og redningsmandskab blev tilkaldt til stedet. Et bugseringskøretøj blev ligeledes tilkaldt til at flytte de havarerede køretøjer, så trafikken især ad Landevejen kunne passere uhindret.

Ifølge politiet slap begge parter fra uheldet uden behandlingskrævende skader.

Politiet har optaget rapport om uheldet på grund af en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være overtrådt.