Mange valgte denne sommer, at benytte muligheden for gratis at sejle til og fra Orø.
Igen i år gav sommerpakken mulighed for gratis at besøge de danske øer for gående, cykler og som noget nyt i år også biler med handikapparkeringskort.
53 indenrigsfærger og overfarten Rønne-Ystad var i år tilmeldt ordningen, blandt dem var også de to færger til Orø, nemlig færgen mellem Holbæk og Orø og færgen mellem Hammerbakke og Orø.
Og det har været et populært tilbud. Det fremgår af tal fra Transportministeriet, som viser, at der på ruten mellem Holbæk og Orø har der været 12.255 gratis passagerer og 638 biler med handicapparkeringskort.
Dog var ruten Hammer Bakke – Orø, nok bedre kendt som Østrefærge, mere populær, her har der været 19.046 passagerer og 2.734 biler med handicapparkeringskort.
På landsplan sejlede i alt 953.866 passagerer gratis til de danske øer i løbet af juli, august og september. Det er lidt færre end sidste år, hvor det samlede passagertal rundede en million.
– Det er virkelig positivt, at vi for andet år i træk kan skabe så attraktive muligheder for vores færgetrafik, at tusindvis af passagerer vælger at bruge deres fridage, weekender og ferier på at gå ombord på en af vores mange færger og udforske vores øer. Det giver rige oplevelser for den enkelte, det giver et boost til vores kollektive trafik, og det skaber forhåbentlig også incitament til at sejle med færgerne uden for sommersæsonen, siger transportminister Benny Engelbrecht.