23. november 2024

Foto: Michael Johannessen

Arkivfoto: Michael Johannessen

Der blev fundet både hash, våben og en mand som var efterlyst, da politiet onsdag formiddag ransagede fire adresser i Holbæk Kommune i en koordineret aktion.

Det var Midt- og Vestsjællands Politis specialafdeling for operativ efterforskning, som planlagde og udførte aktionen, hvis formål var at lede efter personer, der var eftersøgt og mistænkte i straffesager, og ved ransagninger eventuelt at finde ulovlige effekter på adresserne.

Fandt 100 gram hash og ulovligt våben

I Regstrup-området fandt politiet hos en 20-årig mand en hashplade på ca. 100 gram samt en tilvirket strømpistol.

Den 20-årige blev sigtet for besiddelse af disse effekter og efterfølgende anholdt til sigtelse og afhøring i en sag om vold i en anden politikreds.

Politiet løslod den 20-årige efter afhøringerne.

Mobiltelefoner, hash og knive

I selve Holbæk by slog politiet til mod tre adresser i området omkring og i selve Ladegårdsparken og i den forbindelse blev flere personer sigtet af politiet.

Hos en 28-årig mand fra Holbæk fandt politiet godt gemt på hans bopæl ca. 60 gram hash, som blev beslaglagt som bevis. Den 28-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Ved nærmere undersøgelse af et par adresser og opgange i Ladegårdsparken fandt politiet gemt bag nogle plader en lang kniv, en digitalvægt med hashrester og flere pølsemandsposer uden indhold. Effekterne skal nu undersøges nærmere i et forsøg på at finde frem til den eller de personer, som kan mistænkes for den ulovlige besiddelse af dem. Politiet forsøger også at finde frem til ejerne af et par brugte mobiltelefoner, som blev fundet gemt et andet sted i Ladegårdsparken, hvor man som ejer og bruger af mobiltelefoner normalt ikke ville lægge dem. Politiet formoder, at gemmestedet er blevet brugt for at sløre brug af telefonerne i en måske kriminel sammenhæng. Ved en ransagning af en privat bopæl i området fandt politiet dog intet ulovligt.

Genkendt af politiet: Forsøgte at flygte

Mens ransagningerne blev gennemført i og omkring Ladegårdsparken var forebyggende medarbejdere også til stede i området i præventivt øjemed. Under patruljering bemærkede nærbetjentene en mand og en kvinde komme ud fra en opgang i Ladegårdsparken. Manden blev med det samme genkendt som en 38-årig mand uden fast bopæl, der var eftersøgt til afsoning af 14 måneders fængsel, efter at han var udeblevet fra afsoningen siden juni måned. Da manden opdagede politiet, forsøgte han at flygte, men blev dog indhentet og anholdt med henblik på afsoning af den idømte frihedsstraf.

Da man visiterede den 38-årige blev han fundet i besiddelse af fire gram hash, som han blev sigtet for ulovlig besiddelse heraf, inden han blev afleveret hos Kriminalforsorgen til start på sin afsoning.

Den 38-årige var i følgeskab med en 44-årig kvinde fra Holbæk, som politiet mistænkte for måske at have huset den efterlyste 38-årige mand.

Da man efterfølgende ransagede hendes bopæl fandt politiet ca. ½ gram hash, fire cannabis-slikkepinde og en ulovlig, enhåndsbetjent foldekniv. Hun blev derfor sigtet for overtrædelse af både lov om euforiserende stoffer og knivloven, men politiet fandt ikke umiddelbart grundlag for at sigte hende for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at have skjult en efterlyst person.

Midt- og Vestsjællands Politioplyser, at onsdagens aktion ikke gav anledning til, at nogen skulle fremstilles i grundlovsforhør, men de sigtede vil alle høre nærmere fra politiet i nærmeste fremtid, når sagerne mod dem skal afgøres.