De to mænd, som tirsdag aften blev anholdt efter en skudepisode i Ladegårdsparken, er nu blevet løsladt.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.
Her skriver politiet: “Efter afhøringer og tekniske undersøgelser har vi nu løsladt de to anholdte i sagen om affyring af løse skud i Holbæk i går aftes. De er fortsat sigtet for trusler”
Skudepisoden fandt sted kort efter klokken 21, hvor adskillige skud – der efterfølgende viste sig at være løskrudt – blev affyret mod en person mellem blokkene i boligbebyggelsen.
Efterfølgende stak gerningsmændene af fra stedet til fods. Godt en halv time senere anholdt politiet to mænd på henholdsvis 23 og 30 år, begge fra København, på vej væk fra Holbæk.