22. november 2024
Arkivfoto: Rolf Larsen.

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Hele tre bilister blev i nat standset af politiet i Holbæk og sigtet for at køre bil, selvom de var påvirket af narkotika.

Den første blev standset klokken 23.50 på Vandtårnsvej. Der var tale om en 50-årig mand fra Holbælk, som blev anholdt og sigtet, efter en narkometertest viste positiv for kokain og amfetamin. Han havde desuden ikke noget gyldigt kørekort, så han blev også sigtet for kørsel uden førerret. Efter at have afgivet en blodprøve på sygehuset blev han løsladt.

Den næste blev standset på Kalundborgvej kl. 00.45. Her viste en rutinemæssig narkometertest, at føreren af bilen, en 18-årig mand fra Taastrup, var påvirket af kokain. I bilen sad også tre mandlige passagerer, der blev visiteret. Politiet fandt i den forbindelse 3,02 gram hash, som en 21-årig mand fra Greve blev sigtet for at besidde. Ved ransagningen af bilen fandt patruljen 1,25 gram skunk, og en taser – et el-våben, som en 18-årig mand fra Greve blev sigtet for at besidde. Den 18-årige chauffør blev taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt.

Klokken 02.14 blev den tredje og sidste narkobilist standset, da han kom kørende på Valdemar Sejrsvej. Føreren viste sig ved en narkometertest at være positiv for kokain og hash. Han afgav en blodprøve på sygehuset og blev efterfølgende løsladt.

Nu afventer politiet resultatet af de tre blodprøver, hvorefter de sigtede narkobilister kan forvente at få besked. Alle de sigtede vil høre mere fra politiet i deres sager.