Kort før klokken halv et natten til onsdag henvendte nogle borgere sig til en patrulje i Nygade i Holbæk, og fortalte, at en mand havde forsøgt at komme i slagsmål med dem.
Politiet fik kontakt til den pågældende, en 32-årig mand fra Holbæk, som var spirituspåvirket og lettere opfarende. Betjentene forsøgte i første omgang, at tale ham til ro og indskærpede reglerne for god opførsel. Men da patruljen skulle til at forlade området, slog han pludselig hårdt på patruljebilen og fortsatte sin råbende og utryghedsskabende adfærd.
Betjentene så ikke anden udvej end at frihedsberøve manden, der efter et lægetilsyn blev anbragt i detentionen til afrusning.
Han blev løsladt tidligt onsdag morgen, hvor han så blev præsenteret for et bødeforelæg for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af sin adfærd i byen.