Fredag eftermiddag ved 17.30-tiden greb to borgere ind og stoppede en spritbilist, som blev tilbageholdt til politiet kom frem.
Det var på p-pladsen ved Meny i Smedeludnsgade, at en kvinde og et andet vidne havde set manden sætte sig ind i en bil og starte motoren. Da de to borgere konfronterede manden og forhindrede ham i at køre, blev han udadreagerende og forsøgte i stedet at gå fra stedet. Men det lykkedes de to tilstedeværende at tilbageholde manden indtil en politipatrulje kom frem og kunne tage over.
Politiet anholdt bilisten, en 39-årig mand fra Fårevejle, som blæste alkometeret over de tilladte 0,5 promille. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Nu afventer politiet blodprøveanalysen, hvorefter den 39-årige kan forvente at høre mere i sagen.