I januar besluttede kommunalbestyrelsen, at droppe gigant-skolerne og dele de nuværende fire skoler og til 11 selvstændige skoler med egen skolebestyrelse, skoleledelse og elevråd. Nu er de nye skoleledere fundet.
Ret hurtigt efter den politiske beslutning om en ny skolestruktur, blev tre af skolelederstillingerne meldt ud. Tre af skolelederne på de nuværende fire skoler fortsatte således som skoleledere i den nye struktur.
For St. Merløse, Ugerløse og Stestrup skole har Udvalget for Børn og Skole godkendt en dispensationsansøgning, som led i frihedsforsøget. Det betyder at skoleledelsen her varetages sideordnet og fælles mellem de tre nuværende ledere af skoleafdelingerne.
Syv af de 11 skolelederstillinger har derfor været slået op, og der kom i alt 87 ansøgninger.
De nye skoleledere er:
Bjergmarkskolen: Per Gjerrild, nuværende skoleleder på Kildedamsskolen
Absalon og Orø Skole: Michael Larsen, er i dag daglig leder på Absalon
Svinninge Skole: Annie Bach, kommer fra en stilling som afdelingsleder på Bjergmarkskolen
Gislinge Skole: Randi Hoffmann, kommer fra en stilling som skoleleder ved Fonden Concura.
Tuse og Udby Skole: Ib Krogh, nuværende skoleleder på Katrinedalskolen
Nr. Jernløse, Knabstrup og Undløse Skole: Bo Pedersen, nuværende skoleleder på Skovvejen Skole
Kildebjergskolen: Mette Vadsager, kommer fra en stilling som viceskoleleder i Roskilde Kommune
Jyderup Skole: Rikke Søndergaard, kommer fra en stilling som skoleleder på Gadstrup Skole i Roskilde.
Tølløse Skole: Jakob Boye-Møller, kommer fra en stilling som distriktsskoleleder på Frederiksborg Byskole i Hillerød
St. Merløse, Ugerløse og Stestrup skole: Fælles skoleledelse, Pia Engel Pedersen, Jonas Vad og Jimi Willesen
Vipperød og Ågerup Skole: Gitte Tonn, kommer fra en stilling som pædagogisk leder af indskolingen/SFO på Vipperød skole.
En af de helt store opgaver, som de nye ledere skal tage fat på, er frihedsforsøget, som har fået navnet “Børnenes Skole”. Her får skolerne fra august frihed til at skabe en anden skole, da man fritages fra nationale og kommunale regler og rammer.
-Jeg vil gerne byde alle nye skoleledere velkommen. Vores skoler står et rigtig spændende sted. Med Børnenes Skole får vi en helt enestående frihed til at gøre det, vi drømmer om. Vi tror på, at man lokalt ved, hvad der skal til, men det giver naturligvis de nye ledere en stor opgave med at inddrage elever, forældre og medarbejdere, så vi kan forbedre elevernes trivsel og undervisning. Jeg er personligt vildt spændt på at følge arbejdet og det gælder hele Kommunalbestyrelsen, siger borgmester Christina Krzyrosiak Hansen
Den nye struktur gælder formelt fra skoleåret 2021-2022, som begynder i august 2021. De nye ledere vil dog tiltræde, så snart det er muligt.