19. april 2024
Arkivfoto: Rolf Larsen

Arkivfoto: Rolf Larsen

En 30-årig mand fra Jyderup blev søndag aften sigtet for flere lovovertrædelser.

Kort før klokken 20 standsede politiet en bil på Valdemar Sejrsvej i Holbæk. Bag rattet sad en 31-årig mand fra Randers og på passagersædet sad en mand, som udgav sig for at være en 31-årig mand fra Holbæk.

Ved nærmere undersøgelse af de to mænd fandt politiet den lokale mand i besiddelse af 40 ml GHB og sigtede ham for den ulovlige besiddelse af det euforiserende stof. Han blev anholdt, men forsøgte pludselig at stikke af. Han kom dog ikke så langt, for politiet fik løbet ham op, hvorefter han blev kørt til afhøring på politistationen.

Det viste sig, at den 30-årige ikke var hvem han udgav sig for at være. I stedet var der tale om en en 30-årig mand fra Jyderup, som viste sig at være efterlyst af Sydøstjyllands Politi til genindsættelse til fortsat afsoning af en fængselsstraf.

Den 30-årige blev afhørt til sagerne om både ulovlige besiddelse af GHB, sagen om at flygte fra politiet som anholdt og for at have udgivet sig for at være en anden person med risiko for, at en uskyldig blev undergivet strafferetlig forfølgning.

Da politiet var færdig med at afhøre den 30-årige blev han afleveret til Kriminalforsorgen til fortsat afsoning. Han vil på et senere tidspunkt høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelserne mod ham.

Føreren af bilen – den 31-årige mand fra Randers – blev også anholdt af politiet, der mistænkte ham for at være påvirket af kokain under kørslen. Han blev dog hurtigt løsladt efter udtagelse af en blodprøve og afhøring til sagen.