23. november 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

En 53-årig mandlig knallertkører fra Mørkøv måtte en tur på skadestuen efter han lørdag aften var kørt galt på sin knallert.

Uheldet skete kl. 19.41, da han kom kørende i sydlig retning ad Hovedgaden i sydlig i Mørkøv. Han havde netop hentet grillmad, som han fragtede hjem på knallerten, da posen med grillmaden pludselig gik i stykker, hvilket fik ham til at have mere fokus på at redde maden, end på kørslen. Den 53-årige mistede kontrollen over knallerten og påkørte et vejtræ på fortovet i højre side af kørselsretningen.

En tilkaldt ambulance kørte den 53-årige til skadestuen hvor han blev behandlet for kvæstelser i den ene skulder.

Pårørende ankom senere til uheldsstedet og fik fjernet knallerten fra uheldsstedet.

Ingen andre trafikanter var involveret i uheldet.