20. april 2024

Udsnit af den officielle plakat for Aprilfestival 2020.

Udsnit af den officielle plakat for Aprilfestival 2020.

Teaterglade børn i alle aldre må væbne sig med tålmodighed lidt endnu for Aprilfestivalen rykkes nu til sommeren.

Teaterfestivalen skulle oprindeligt være afholdt sidste år, men blev rykket til i år på grund af Corona-pandemien. Håbet var, at man kunne afholde den i april, men som situationen er nu, er det heller ikke muligt. Derfor har Styregruppen for Aprilfestival – teater for små & store har nu besluttet at flytte festivalen fra april til juni.

-For os handler det om at få så meget teater ud til så mange som muligt. Midt i juni har næsten alle fået det første vaccinestik, det er sommer og hele landet er i gang med en langsigtet genåbningsstrategi, vi kan læne os op ad. Derfor giver det god mening at flytte Aprilfestivalen endnu engang – og heldigvis kun nogle måneder denne gang, fortæller Sisse Østergaard Ravnholdt, som er projektleder på Aprilfestivalen i Holbæk Kommune.

Hun bakkes op af Henrik Køhler, som er direktør for Teatercentrum, arrangøren bag Aprilfestival:
-Vi har jo alle gjort os nogle erfaringer med at planlægge anderledes i disse Corona-tider, og som arrangører er vi kun interesseret i, at festivalen skal være en god og tryg oplevelse for alle involverede, siger han og fortsætter:

-Vi er optimistiske, og ved at flytte festivalen frem til juni håber vi på, at vi kan gennemføre rigtig mange af de ting, vi oprindelig havde planlagt, samtidig med at vi overholder alle de til enhver tid gældende Corona-retningslinjer for afvikling af et arrangement som vores.

Nu skal man se hvor mange af de oprindeligt planlagte arrangementer, der kan gennemføres, så retningslinjerne kan overholdes. I den forbindelse vil skoler, dagtilbud m.m. blive kontaktet.