Aggressiv kunde overmandet i supermarked

Kort efter klokken 14.30 kørte politiet ud til Dagli’Brugsen i Udby, hvor der var opstået tumult med en mand, som nu blev tilbageholdt af andre kunder i supermarkedet.

Der var tale om en 45-årig mand fra Svinninge, som blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og frihedsberøvet i den anledning. Han var meget opfarende og muligt påvirket af noget, så politiet vurderede, at han ikke kunne tage vare på sig selv.

I supermarkedet havde den 45-årige stået ved kasselinjen, da han af ukendte årsager blev aggressiv over for en 34-årig mand fra Holbæk, som også var kunde i supermarkedet. Den 45-årige forsøgte at overfalde den 34-årige, som sammen med andre kunder fik overmandet den 45-årige og fastholdt ham indtil politiets ankomst.

Den 45-årige blev bragt til politistationen i Roskilde, hvor han efter et lægetilsyn blev anbragt i detentionen frem til kort før midnat, hvor han blev løsladt.

Han kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelsen for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Leave a Reply