Nu er det nyt om den bil, som lørdag aften stod i flammer på p-pladsen ved Tølløse Hallen.
Det var en lokal borger, som kl. 23.35 alarmerede både brandvæsnet og politiet om den brændende bil.
Som vi tidligere har skrevet, fik brandfolkene slukket ilden, men bilen var blevet voldsomt skadet af flammerne. Branden var formentlig startet i bilens bagerste stet.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at bilen – en Audi A6 – var meldt stjålet fra Tulipanstien i Holbæk. Tyveriet var sket på et tidspunkt mellem natten til fredag og fredag eftermiddag.
Ingen kom til skade ved branden.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi vil man nu undersøge brandårsagen nærmere.
Politiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt på parkeringspladsen forud for anmeldelsen lørdag aften. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Læs også: Bil i brand ved Tølløse Hallen