
Foto: Morten Sundgaard - Skadestedsfotograf.dk
Vestsjællands Brandvæsen rykkede mandag middag ud til det tidligere Holbæk Seminarium.
Det skete da brandvæsnet blev alarmeret kl. 11.58 af et automatisk brandalarmanlæg – også kaldet en ABA.
Brandvæsnet kører jævnligt til ABA-alarmer, hvor det viser sig, at der ikke er nogen brand. Men mandag middag var alarmen ikke gået igang uden grund.
Det viste sig, at der var opstået brand i en el-installation i en krybekælder under et klasselokale.
Bygningen blev hurtigt evakueret og takket være den tidligere varsling, lykkedes det at slukke branden inden den udviklede sig.
Det tidligere seminarium huser i dag bl.a. Center for Specialundervisning.