22. november 2024

Foto: Rigspolitiet.

En 81-årig kvinde fik søndag aften ubudne gæster i sit hjem på Dyremosevej i Jyderup i form af tricktyve.

Klokken ca. 18.30 ringede en fremmed, udenlandsk kvinde, på døren og nærmest maste sig ind med en forklaring om, at hun netop var flyttet til området og derfor ville komme med småkager og senere med andre kager.

Den fremmede dame talte hele tiden med den 81-årige, som var alene hjemme.

På et tidspunkt forlod den fremmede kvinde stedet, og den 81-årige kunne efterfølgende konstatere, at nogen andre end den fremmede kvinde havde rodet rundt i flere tasker, der stod i soveværelset.

Hun erindrede også, at hun havde hørt noget puslen, medens kvinden konstant talte til hende under besøget.

Tilsyneladende fik den 81-årige ikke stjålet noget under det uventede besøg af den fremmede kvinde samt formentlig yderligere en person i ledtog med hende.

Politiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket den fremmede, udenlandske kvinde i området søndag aften. Politiet kan kontaktes på telefon 114.