Lørdag aften ved 21.30-tiden rykkede politiet ud til Slotshaven i Holbæk efter anmeldelse om skud mod en bil.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi opholdt bilens ejer sig ved bilen, da, der blev skudt mod bilen. Ejeren flygtede herefter fra stedet, det samme gjorde gerningsmanden eller gerningsmændene.
Ingen personer kom noget til ved skudepisoden.
Straks ved ankomsten afspærrede politiet et område omkring en p-plads ved boligbyggeriet, ligesom adgangen til stier i området blev afspærret og man gik straks i gang med indledende undersøgelser på stedet. Det kunne hurtigt konstateres, at der var skudhuller i bilen. Også to af politiets hunde blev sat til at snuse rundt i området.
Senere på aftenen fik politiet kontakt med bilens ejer, som er blevet afhørt til sagen.
Tre personer er blevet anholdt og taget med til afhøring.