Travl weekend: Politiet fjernede sprit- og narkobilister fra vejene

Foto: Politi.dk

Foto: Politi.dk

Politiet har i weekenden haft travlt med at fange bilister, som burde have ladet bilen stå. I alt otte bilister blev sigtet for kørsel i narko- eller spirituspåvirket tilstand – eller begge dele – alene i vores kommune.

Klokken 00.58 natten til lørdag standsede politiet en personbil på Valdemar Sejrsvej i Holbæk. Bag rattet sad en 26-årig mand fra Vipperød, som blev sigtet for at køre bil, selvom han var påvirket af både narko og spiritus.

Klokken 01.52 anholdt politiet så en 22-årig mand fra Roskilde, som kom kørende ad Annavej i Holbæk. Også blev sigtet for at køre bil i narko- og spirituspåvirket tilstand.

Forsøgte at stikke af

Lørdag eftermiddag kort før klokken 14.30 forsøgte en 47-årig mand at stikke af da færdselspolitiet ville snakke med ham. Manden endte med at blive sigtet for bl.a. narkokørsel og fik bilen beslaglagt. Det kan du læse mere om i artiklen Narkobilist forsøgte at stikke af fra politiet – nu har politiet beslaglagt bilen

Klokken 21.14 lørdag aften anholdt og sigtede politiet en 58-årig mand fra Holbæk for spirituskørsel i en personbil på Brogade i Holbæk.

Børn i bilen

Samme aften, anholdt og sigtede politiet en 34-årig mand fra Vig for spirituskørsel i en personbil på Jernbaneplads i Holbæk. Med i bilen havde han to børn. Du kan læse mere om den historie i artiklen Spritbilist havde børnene med i bilen

En 18-årig mand påkørte ved halv tre-tiden natten til søndag et autoværn på Odsherredvej. Efter ulykken blev den unge bilist sigtet for narko- og spirituskørsel. Det kan du læse mere om i artiklen Påvirket bilist bankede ind i autoværnet

Kørte 135 km/t ad skovvejen

Søndag eftermiddag klokken 16.07 målte politiet en personbil, som kørte 135 km/t ad Skovvejen ved Jyderup, hvor den maksimale hastighed er 90 km/t. Bilen blev standset og bilens fører, en 33-årig mand fra København, viste sig at være påvirket af narko. Han blev derfor sigtet for narkokørsel i al for høj fart, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt.

Klokken 23.45 søndag aften standsede politiet en personbil på Ahlgade i Holbæk for at lave en rutinekontrol. Bag rattet sad en 27-årig mand fra Holbæk, som det viste sig ikke havde erhvervet kørekort, og så var han også påvirket af narko. Politiet sigtede derfor den 27-årige, anholdt ham og sørgede for, at der blev udtaget en blodprøve.

Bilen havde den 27-årige lånt, så ejeren blev sigtet for at overlade sin bil til en person uden kørekort.

Denne artikel er publiceret den 7. september 2020 og indholdet er muligvis ikke længere dækkende.

Leave a Reply