En 36-årig mand fra Mørkøv er blevet sigtet for spirituskørsel i en bil, som brød i brand på motorvejen.
Ved 21.30-tiden torsdag aften blev politi og brandvæsen kaldt ud til en brand i en bil, som holdt i nødsporet i Vestgående retning på Holbækmotorvejen ud for Torkilstrup Rasteplads.
En anden bilist standsede op, men bemærkede efterfølgende, at den formodede fører af den brændende bil forsvandt fra området.
Motorvejen blev lukket i vestgående retning, mens brandvæsnet arbejdede med at slukke branden, der udviklede 1-2 meter høje flammer.
En af politiets hundepatruljer blev tilkaldt for at lede efter den mand, som tilsyneladende var flygtet fra den brændende bil. Hundepatruljen fulgte sporet på mandens flugtrute og fik på Landevejen i nærheden kontakt til en 36-årig mand fra Mørkøv – der var ejer af bilen. Han var spirituspåvirket og politiet mistænkte ham for at have været fører af bilen, inden den brød i brand. Politiet anholdt og sigtede den 36-årige for spirituskørsel, så han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Bilen der brændte, var en knap 20 år gammel personbil. Branden var startet i motorummet, ifølge politiet var der formentlig tale om en teknisk fejl.
Ingen kom til skade som følge af branden, og den 36-årige blev løsladt efter endt efterforskning i sagen.