24. november 2024

Foto: Rigspolitiet.

I går ved middagstid kom en mand ind på Politistationen i Holbæk. Han ville gerne af med sin dårlige samvittighed.

Der var tale om en 21-årig mand fra Mørkøv, som fortalte, at han havde begået indbrud i et hus i Igelsø-området.

Han beskrev huset m.m. hvorefter en politipatrulje kørte til en adresse på Maglesøvej, hvor der ganske korrekt var begået et indbrud i en villa som beskrevet af den 21-årige.

Den 21-årige havde lavet et hul i en rude og efterfølgende lukket vinduet op, så han kunne komme ind i huset, hvor han tog noget mad fra køleskabet, nogle få smykker og et par mobilopladere. De effekter var den 21-årige fortsat i besiddelse af, da han blev anholdt og sigtet for indbruddet.

Efter afsluttet afhøring løslod politiet den 21-årige, som vil høre nærmere fra politiet, når sagen mod ham skal afgøres.