29. marts 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen

Arkivfoto: Rolf Larsen

Danmark er – ligesom resten af verden – ramt af Coronavirus, og myndighederne har gennem flere forskellige tiltag forsøgt at dæmme op for smittespredningen. Samtidig gøres der meget for, at holde vitale samfundsopgaver igang, det gælder f.eks. sygehusene, fødevaresikkerheden, den offentlige transport og færgefarten mellem Orø og Holbæk.
Overfartsleder Lars Wolfgang Hansen: Orøfærgen forsætter med at sejle. Arkivfoto: Michael Johannessen

Overfartsleder på Færgefarten Orø – Holbæk, Lars Wolfgang Hansen, oplyser til Holbaekonline.dk, at Orøfærgen forsætter med at sejle, fordi der er folk som stadig skal til og fra Orø. En del skal på arbejde fx på Orøstrand eller i hjemmeplejen. Og der er Orø-beboere, som måske skal på arbejde, på apoteket eller har andre vigtige gøremål i Holbæk.

– Vi følger myndighedernes anvisninger og påbud. Færgens personale forsøger at beskytte sig selv ved at holde afstand til passagererne og hyppig brug af håndsprit. Vi har sammen med Færgekontaktudvalget lavet et opslag på: ”Os der bor Orø”, hvor vi henstiller til, at folk så vidt det er muligt forbliver i bilerne under overfarten. At folk undlader at bruge kontanter. At folk selv fører ø-kort eller Dankort op til betalingsterminalen. Af hensyn til sig selv. Af hensyn til færgens personale. Hvis færgens personale bliver ramt af corona, og hvis kabelfærgens personale også bliver ramt af corona – så er Orø virkelig på spanden. Det skal vi undgå, siger Lars Wolfgang Hansen og tilføjer:

– Hvis vi alle følger myndighedernes anvisninger og Dronningens appel, så kan vi bryde smittekæden, samtidigt med at dem, som udfører vitale samfundsopgaver, kan komme til og fra arbejde eller kan komme ind til Holbæk Hospital. Vi skal passe på hinanden. Og har din hjemmeboende teenager en ide om at tage færgen ind til Holbæk, så foreslå Skype, Facetime eller Snapchat.