Venstres Peter Nilsson har meddelt borgmesteren, at han ønsker at udtræde af kommunalbestyrelsen. Det oplyser Venstre i en pressemeddelelse.
– Arbejdet som lokalpolitiker er meget omfattende, og det går ud over min virksomhed, da der er mange møder, som man skal deltage i, og det er ikke foreneligt med mit arbejde, siger Peter Nilsson, der er medlem af udvalget for Klima og Miljø og bevillingsnævnet i pressemeddelelsen.
Formelt skal udtrædelsen godkendes af kommunalbestyrelsen, hvorfor Peter bliver siddende i kommunalbestyrelsen indtil næste møde den 25. marts, hvor det forventes, at kommunalbestyrelsen indstiller, at Peter Nilsson må udtræde.
Som afløser for Peter indtræder førstesuppleanten Karina Helmer, Ugerløse, der får sin debut i kommunalbestyrelsen fra den 22. april.
– Det er med stor beklagelse, at vi har modtaget en besked fra Peter Nilsson om, at han ønsker at udtræde af Venstres gruppe. Vi har været meget glade for den indsats, som Peter har ydet med stort engagement, og vi ønsker ham held og lykke i fremtiden, siger Venstres gruppeformand Camilla Hove Lund i pressemeddelelsen og byder samtidig Karina Helmer velkommen i gruppen under forudsætning for kommunalbestyrelsens godkendelse.
Om der skal ske en anden fordeling af udvalgsposter i forbindelse med Karinas tiltræden, er endnu ikke afgjort, oplyser Venstre.