55-årig sigtet efter brand på svinegård

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Vestsjællands Brandvæsen rykkede tirsdag morgen kort før klokken 8 ud til en brand ved en svinegård på Brændholtvej i Ugerløse med flere tusinde smågrise.

Det viste sig, at der var tale om en mindre brand i et foderrum, som brandfolkene hurtigt fik slukket.

Røg fra branden var dog via ventilationsanlæg kommet ind i grisestalden.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi opstod branden da en 55-årig mand fra Ugerløse anvendte en vinkelsliber, hvorfra gnister antændte noget savsmuld, der var drysset ud over en mindre mængde spildt dieselolie.

Da politiet vurderede, at den 55-årige ikke havde udvist fornøden forsigtighed ved brugen af vinkelsliberen det pågældende sted, blev han sigtet for overtrædelse af beredskabslovgivningen. Den 55-årige må derfor nu forvente at modtage en bøde som afgørelse på straffesagen.

Hverken personer eller dyr led overlast ved branden.

Denne artikel er publiceret den 19. februar 2020 og indholdet er muligvis ikke længere dækkende.

Leave a Reply