22. november 2024

Foto: Politi.dk

En 72-årig kvinde fra Holbæk blev onsdag sidst på eftermiddagen udsat for et tricktyveri i sit hjem på Alfred Hansens Have.

En fremmed kvinde var lydløst kommet ind ad en ulåst hoveddør og stod pludselig i stuen. Hun fik den 72-årige til at gå med ud på badeværelset for at kontrollere, om der skulle være problemer med vandet i brusenichen. Undervejs derud så den 72-årige en fremmed mand stå uden for den åbne hoveddør, hvilket undrede hende. Hun blev derfor skeptisk over den fremmede kvindes tilstedeværelse, så hun blev kort efter gennet ud af lejligheden.

Først dagen efter opdagede den 72-årige og hendes ægtefælle, der havde klaret et ærinde på gerningstidspunktet, at et smykkeskrin var blevet stjålet. Skrinet indeholdt to marguerit-halskæder i guld, et sæt marguerit-ørestikker i guld og et sæt marguerit-hængeøreringe i guld.

De mistænkte nu manden uden for hoveddøren for at være den reelle tyv, mens den 72-årige blev opholdt ude på badeværelset.

Parret kontaktede politiet torsdag formiddag og anmeldte tyveriet.

Den fremmede kvinde blev beskrevet som:

A: Kvinde, Romansk af udseende, 35 år, 165 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Brun, Talte: Dansk med accent, Iført: Sort hue, sort dynejakke der gik til under knæene, sorte bukser og sorte vanter.

Manden uden for hoveddøren beskrives som: B, mand, romansk af udseende, hudfarve: brun, iført gråmeleret kasket.

Tyveriet fandt sted i tidsrummet mellem kl. 17.00 og 18.00 onsdag.

Politiet vil gerne i kontakt med personer, der har set den kvindelige tricktyv og hendes kompagnon, eller som mener at have oplysninger i sagen. Politiet kan kontaktes på telefon 114.