En 17-årig ung mand fra Svinninge er blevet varetægtsfængslet, sigtet for røveri mod Dagli’Brugsen i Vipperød.
Røveriet fandt sted søndag den 17. november om aftenen.
Politiet efterforskning pegede på den 17-årige som den ene af de to røvere, som med pistolg og kniv truede en kassemedarbejder til at udlevere kassebeholdningen.
Den 17-årige blev anholdt mandag morgen og i går kl. 8.30 blev han fremstillet i grundlovsforhør bag lukkede døre ved Retten i Holbæk. Her blev han varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 7. januar på en sikret institution for unge kriminelle.
Forsvareren udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel kære af kendelsen om varetægtsfængslingen.
Politiet efterforsker fortsat sagen i et forsøg på at få identificeret den anden mand, der kan mistænkes for en rolle i røveriet.