25. november 2024

Foto: Politi.dk

Kort før klokken 20.30 tirsdag aften fik politiet en anmeldelse om slagsmål ved en restauration i Nygade, hvor en mand og en kvinde var røget i totterne på hinanden.

Inden politiet nåede frem, var de to gået ind på restaurationen, hvor politiet traf dem begge i kraftigt spirituspåvirket tilstand.

Politiet ønskede at tale med den 32-årige kvinde fra Regstrup, men hun var vrangvillig og rettede sig ikke efter politiets anvisninger. Dette blandede en 31-årig mand fra Holbæk sig i, så det hele endte med, at begge blev anholdt og sigtet for overtrædelse af restaurationsloven på grund af deres adfærd indendøre.

I forbindelse med anholdelsen sparkede kvinden en mandlig politibetjent over benet, så sigtelserne mod hende blev udvidet til også at omfatte overtrædelse af straffelovens bestemmelser om vold mod politiet.

Begge blev afhørt til deres egne sager og derefter løsladt i løbet af natten, så de kan nu se frem til at høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres.