Klokken 15.19 mandag eftermiddag blev Vestsjællands Brandvæsen kaldt ud til en brand hos Noveren på Hagelsholmvej.
Da brandvæsnet kom frem til stedet var der ild i en bunke flis på 4-5000 ton og bunken lå tæt på bygninger.
Selvom det ikke umiddelbart så voldsomt ud, stod det hurtigt klart, at der var nødvendigt at tilkalde assistance i form af flere brandfolk og flere brandkøretøjer til at bekæmpe ilden og de ulmende gløder inde midt i den kolosale flisbunke.
Da man begyndte at grave ud i bunken for at komme til gløderne, kom der også synlige flammer.
Det frivillige beredskab blev også tilkaldt og mødte frem med drone, luft til luftflaskerne og pumper, så der kunne pumpes vand.
Mandag aften kl. 21.50 er brandfolkene fortsat i gang på stedet, og det ventes, at der vil gå mange timer endnu, før ilden er slukket.