20. april 2024

Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:

Det nødvendige lys over Sportsbyskandalen 2019

I strengen om finurligheder og krumspring i Sportsbyen er vi langt om længe ved at være fremme ved essensen af den samlede Sportsbysag:

Her tænker jeg ikke på de 11 mio. kroner, som både byråd og befolkning stadig mangler en forklaring på.
Heller ikke alle de øvrige ekstraregninger, som siver ud af byggeriet.
Næh… offentligheden og pressen fokuserer hele tiden på, at foreningerne troede noget, mente at have aftaler og nu konstaterer, at det har de ikke alligevel.

Det er min opfattelse, at nogen håber på, at mødet den 4.september medfører, at foreningerne endeligt opgiver ævred og falder til patten med at der ikke sker mere, og at de skal være glade for det, de får.
Der mangler åbenbart et antal millioner i entreprenørens pengekasse til at gøre arbejdet færdig for Holbæk Kommune. Ellers havde han vel gjort det for længst. Men måske er det netop de 11 millioner, som entreprenøren mangler nu, fordi han har glemt, hvorfor han fik de 11 millioner kvit og frit?????

Derfor skal vi rette søgelyset på den i virkeligheden egentlige bygherre og tredjepart i hele miséren – Holbæk Kommune og dens måde at være OPP-partner på.
At kommunen ikke førte tilstrækkeligt tilsyn i løbet af byggeriet er der rigelig dokumentation for. Det er ikke interessant at træde mere rundt i det.

Vi skal derimod sætte spot på, at ”kommunen” åbenbart har lovet noget, som den ikke kan eller vil holde. Derfor er klubberne i forskellig grad tilfredse eller utilfredse. Fra total mundlamhed med et kæmpe hold-hæft-bolsje i munden. Og til en klub, der siger, at nu har den længe forgæves forsøgt at hjælpe amatørerne i administrationen, så nu forbliver den på sin gamle placering, der er uopsigelig i endnu ti år.

Hvem i kommunen, der har lovet eller ikke lovet noget, vil ”kommunen” tilsyneladende ikke oplyse.
Det kan være tidligere eller nuværende politikere, borgmestre, administratorer, embedsmænd.
Fælles for dem er, at de er gået i flyverskjul, er flygtet ud af kommunen, gået på pension eller simpelthen ikke vil i fedtefadet, fordi de vil miste deres job.

Og sådan noget får man naturligvis ikke afdækket ved at holde et to timers møde den 4. september med kaffe og kage på rådhuset.

Jeg vil på ingen møde insinuere, at det også er meningen, at mødet skal ende i ingenting.

Men det er nærliggende at tænke for sig selv. For det modsatte vil udstille kommunens aller øverste ledelse og embedsfolk – som man ikke må nævne – som amatører.
For slet ikke at tale om, at det vil udstille det samlede byråd – på enkelte undtagelser nær – som en samling handskedukker.

Hvem der har hånden langt oppe i handskedukkerne, vil jeg ikke filosofere over på dette sted, men overlade til kommunens befolkning at vurdere.
Og med biogassagen og den befolkning in mente, som ”kommunen” løb panden imod dengang, er konklusionen klar.
Hvis byrådet virkelig ville kunne se befolkningen i øjnene, så indså byrådet, at kun en tilbundsgående høring og efterfølgende undersøgelse vil kaste nødvendigt lys over Sportsbyskandalen 2019.

Opskriften på sådan en seriøs proces har ”kommunen” allerede fået. Men se om ”kommunen” tør bruge den.

Bent Brandt
Ahlgade 58B
4300 Holbæk