Lørdag stod Svinninge på den anden ende, da der var fest i byen med Torvedag og masser af aktiviteter for hele familien.
Der var morgenbrød til de morgenfriske og dagen igennem var der underholdning i form af musik, udstillede veteranbiler, linedance, miniatureheste, skattejagt m.m.
Der var masser af boder og stande, som faldbød snart sagt alt mellem himmel og jord.
Traditionen tro blev deltagerne ved årets Svinningeløb sendt afsted. Børnene på en 2,5 km lang rute og resten på 5 eller 10 km, eller 21 km for dem, der havde mod på at prøve kræfter med halvmaraton-distancen.
Byfesten fortsatte lørdag aften, da den overdækkede torvehal blev omdannet til dansegulv, hvor bandet Stockcars spillede op til dans.