En 20-årig mand fra Vig er blevet varetægtsfængslet, sigtet for drabsforsøg mod en 29-årig mand foran Fakta i Tølløse.
Mandag klokken 17.51 blev politi og ambulance sendt til Fakta på Industrivej i Tølløse, efter en anmeldelse om, at en 29-årig mand var blevet stukket med kniv. Det viste sig, at manden havde fået snitskader i brystet og i i baghovedet, men hans tilstand var ikke kritisk.
Offer ville ikke hjælpe politiet
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at det 29-årige offer ikke var interesseret i at belyse sagen over for politiet.
Der var flere vidner til episoden og de kunne fortælle hvad der var sket og give et signalement af gerningsmanden, som var flygtet fra stedet.
20-årig kendte til knivstikkeri
Klokken 19.09 fik politiet så en anmeldelse om, at en 20-årig mand befandt sig på et udskænkningssted i Hvalsø, hvor han havde truet et familiemedlem og givet udtryk for, at han kendte til episoden med knivstikkeriet i Tølløse.
Poltiiet kørte til stedet og kunne kl. 19.24 anholde den 20-årige, som stadig befandt sig ved krostuen.
Han blev taget med til afhøring på politistationen.
Senere fandt politiet den bil, som den mistænkte var kørt væk i på en adresse i Kirke Eskilstrup. På bilen sad stjålne nummerplader, som den 20-årige blev sigtet for at have været i besiddelse af.
Varetægtsfængslet
Den 20-årige blev i dag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Holbæk, sigtet for forsøg på manddrab. Retten valgte, at varetægtsfængsle ham i foreløbig fire uger.