Midt- og Vestsjællands Politi fik mandag eftermiddag kl. 14.50 en anmeldelse fra en 59-årig mand fra Søbæksparken i Jyderup, som fortalte, at han tidligere på dagen pludselig var blevet kontaktet af en fremmed mand, der var dukket op i haven, hvor den 59-årige slog græs.
På det tidspunkt var klokken mellem 11.00 og 11.45.
Den fremmede mand var gået gennem det ulåste hus og havde oplyst, at han var udeblevet fra et lægebesøg i Mørkøv, ligesom manden mente at kende anmelderens fornavn. Sammen gik de ind i huset, hvor den fremmede mand kiggede sig meget omkring. Da han kort gik fra stedet, konstaterede anmelderen, at der tilsyneladende ikke var stjålet noget.
Hvad mandens reelle ærinde har været, vides ikke, men politiet har på grund af den uberettigede adgang gennem huset registreret anmeldelsen som et forsøg på indbrud.
Politiet forsøger nu at få identificeret den fremmede mand, der blev beskrevet som:
A: Mand, dansk af udseende og 50 år. Han var 180-185 cm høj og kraftig af kropsbygning med hvid hudfarve og lyst kronraget hår. Han talte dansk og var iført blå kittel og hvide bukser.
Lås døre og luk vinduer
Politiet vil i samme forbindelse gerne erindre om, at det kan være en god ide at låse døre og lukke vinduer på den side af huset, som man ikke har opsyn med, hvis man opholder sig i haven.
Ulåste døre og åbne vinduer kan måske være for fristende for personer, der kunne finde på at liste sig ind for at stjæle noget.