23. november 2024

Foto: Rigspolitiet.

I går formiddag henvendte en 80-årig kvinde sig til politiet og fortalte, om en episode, der meget vel kunne være et forsøg på tricktyveri i sit hjem på Borgmestergårdsvej i Holbæk.

Kvinden havde mandag omkring kl. 16.10 fået uventet besøg af en udenlandsk kvinde, som oplyste, at hun skulle aflevere en fødselsdagsgave til ovenboen, som dog ikke var hjemme. Hun bad derfor om en kuvert, men blev i stedet for straks bortvist af den 80-årige beboer, som fattede mistanke til, at henvendelsen kunne være optakten til et tricktyveri.

Da den udenlandske kvinde forlod området, så beboeren, at hun var i selskab med endnu en kvinde og en mand i en lysgrå bil.

Kvinden, der henvendte sig, blev beskrevet som: Kvinde, østeuropæisk af udseende, 40-45 år. Hun var 160-165 cm høj, almindelig af kropsbygning og hvid hudfarve og sort kort hår. Hun talte dansk med accent og var iført en sort vindjakke.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har set personerne og deres bil i området. Politiet kan kontaktes på telefon 114.