28. marts 2024

Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:

Panik i 11. time

Der er ”interessant” læsning at finde på kommunes hjemmeside. Selvfølgelig om NE’s biogasanlæg.
I firmaets ansøgning om ”frivillig supplerende lugtreducerende tiltag” (bemærk ordet FRIVILLIG) skriver denne virksomhed, som igen og igen og igen har sagt, at deres anlæg ikke lugter, at de nu frivilligt vil reducere lugtgenerne.

Det er useriøst, det er i 11. time, NE er i ”panik”, fordi den berørte befolkning i området ikke bare har accepteret deres snik-snak i hele dette groteske forløb.

I konklusionen på side 6 i ansøgningen skriver man, at man vil : installere en skorsten på 60 meter, et opgraderingsanlæg på 10 meter og en kedel på 15 meter – med det formål at nedsætte ”lugtenhederne” fra 5 til 2.

Hvordan man så kan nedsætte ”lugt”, som man hårdnakket har påstået IKKE fandtes og som ikke ville forekomme ?

For øvrigt skal man også tage disse ”tal” med en spiseske salt.

Se f.eks. Tabel 2.1 på side 4 i samme ansøgning, hvor kedlen er beskrevet med 16 meter. Så i den samme ansøgning har de overhovedet ikke styr på hvilke tal, som de vilkårligt ”drysser” ud over papiret. Og der kan sikkert findes mange andre unøjagtigheder ??

Men der kan ikke herske tvivl om – som Bent Brandt også gjorde opmærksom på i går – at nu er hele grundlaget for høringen ændret, så man må ændre på hele tidsplanen.

Allerbedst – sætte denne proces på standby, indtil man grundigt, seriøst og med blikket rettet mod fremtiden har fået besluttet en fremadrettet energiplan, hvor man kan fokusere på fremtidige klima- og miljømæssige tiltag.

Med et biogasanlæg kommer man til at holde fast i en teknologi, som ikke giver den tilstrækkelige miljømæssige gevinst. Og allerværst – som vil tilskynde til yderligere dispensationer til udvidelser af svineproduktionerne, så det store anlæg ikke kommer til at mangle sit råstof.

Et biogasanlæg – især af disse dimensioner – vil være to skridt TILBAGE i stedet for de mange skridt FREM som fokusering på sol, vind og/eller geotermiske teknologier vil give.

Med den viden og de teknologier som er veldokumenterede nu, vil biogas snart være en forældet teknologi, som ikke giver grønne resultater, men i stedet en masse bivirkninger: forøget svineproduktion, større risiko for spredning af MRSA, masser af tung trafik på vejene etc.etc.

Hanne Duelund Larsen
Salvigvej 12
4305 Orø

1 thought on “Læserbrev: Panik i 11. time

  1. Har netop læst Ole Hvelplund’s læserbrev her i eftermiddag i Nordvestnyt.

    Hold da helt op – han og NE er endnu mere i panik, end selv jeg havde forestillet mig. Direktøren kæmper nu for at få overtalt kommunalpolitikerne til at “komme i den grønne klimaførertrøje”, samtidig med at han fortsætter med at fortælle sine “eventyr” om “ingen lugtgener” – “hidtil ingen retmæssige kommunale klager” og lign. udtalelser.

    Så dette one-man-show med at forsøge at stryge kommunalrødderne med hårene og lade dem vide, at de vil blive fremtidens vindere, fremtidens helte i grønne klimaførertrøjer fortsætter med uformindsket styrke.

    Men så dumme er der da heldigvis ingen af vore kommunalpolitikere der er, at de falder for denne billige og smagløse smiger ———- vel ????? ——– Nej selvfølgelig ikke, idet de jo netop er valgt af borgerne til at varetage alle borgeres interesser.

    Så nu er der kun at se frem til, at vore kommunalpolitikere ser lyset og vælger en fremtidssikret reel grøn løsning.

Comments are closed.