20. april 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Politi og brandvæsen rykkede kort før klokken fire tirsdag morgen ud til opgang i Agervang, hvor en beboer havde bemærket røg.

Da man ikke umiddelbart kunne finde årsagen til røgen iværksatte politiet en evakuering af opgangens beboere. I den forbindelse måtte myndighederne bruge fornøden magt for at skaffe sig adgang til to lejligheder i opgangen.

Røgudviklingen blev lokaliseret til en lejlighed, som tilhører en 62-årig mand. Politiet kunne konstatere, at der havde været ild i noget tøj, bl.a. hans underbukser, på grund af en tabt cigaret, hvilket var årsagen til røgudviklingen i opgangen.

Den 62-årige var ikke kommet til skade som følge af den mindre brand, men var dog ikke helt orienteret om situationen, så politiet valgte at skrive en rapport til de sociale myndigheder om sagen.

De evakuerede beboere kunne kort efter returnere til deres boliger.