4. maj 2024

Foto: Alex Christensen

Foto: Alex Christensen

Bilisten, der fredag aften på Nykøbingvej påkørte en cyklist, som efterfølgende døde af sine kvæstelser, var ikke påvirket af hverken alkohol eller narkotika.

Som vi tidligere har skrevet, blev politi og redningsmandskab fredag aften kl. 18.37 kaldt ud til et alvorligt færdselsuheld på Nykøbingvej ved Holbæk. En bilist havde påkørt en cyklist og ved politiets ankomst, var redningspersonalet i gang med livreddende førstehjælp på en alvorligt tilskadekommen mand.
Nykøbingvej blev afspærret for trafik i begge retninger og en lægehelikopter blev tilkaldt. Lægen fra helikopteren kunne kort efter kl. 19.00 erklære manden for død på grund af sine kvæstelser.

Foto: Alex Christensen

Den omkomne var en 37-årig cyklist fra Holbæk, som var blevet påkørt af en varebil ført af en 27-årig mand fra Holbæk. Begge var ifølge bilisten kørt ad Nykøbingvej mod sydøst. Føreren af varebilen kunne måske være blevet blændet af solen og påkørte cyklisten bagfra.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at bilisten deltog i både en alkometer- og narkometertest, men var ikke påvirket af noget.

Den omkomne cyklist, der have anvendt cykelhjelm, blev bragt til sygehuset og vil i forbindelse med en nærmere undersøgelse af sine kvæstelser rutinemæssigt få udtaget en blodprøve til undersøgelse for eventuel påvirkning af alkohol og narkotika.

En tilkaldt bilinspektør undersøgte uheldsstedet og de implicerede køretøjer, så politiet afventer nu en erklæring herom, inden politiet træffer en strafferetlig afgørelse i sagen.

Den 37-åriges pårørende er underrettet om dødsfaldet.

Læs også: Færdselsuheld på Nykøbingvej – cyklist afgået ved døden