30. april 2024

Arkivfoto: Morten Sundgaard - Skadestedsfotograf.dk.

Kort før klokken halv to i nat skete der et færdselseuheld mellem en taxa og en lastbil på Jernbaneplads i Holbæk.

Taxaen var kørt frem for ubetinget vigepligt i en udkørsel foran Holbæk Station og stødte sammen med en anhænger, der sad på en lastbil, som kørte forbi udkørslen.

Politiet og ambulance blev sendt til stedet.

Der var to passagerer i taxaen, da uheldet skete, men ingen personer kom til skade ved sammenstødet, så der blev ikke behov for ambulancen. Men der skete mindre materiel skade i forbindelse med uheldet.

Politiet optog rapport i sagen for at klarlægge omstændighederne ved uheldet.