22. november 2024

Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:

I sidste uge opfordrede 22 blå og røde borgmestre folketingspolitikerne til ikke at love guld og grønne skove i den kommende valgkamp og tage penge fra det økonomiske råderum, og bruge dem til alt muligt. Budskabet var, at først skulle der findes en løsning på det fremtidige udgiftspres i kommunerne. Man skulle have øje for den demografiske udfordring og den nære velfærd, når der i de kommende år bliver mange flere ældre og et stigende antal børn.

Blandt de 22 borgmestre var også Holbæks borgmester Christina K. Hansen.

For Ældrerådet er det ganske befriende, at vores borgmester sammen med andre borgmestre satte adresse på de bekymringer, vi også har givet udtryk for.

Der er brug for, at vi i Danmark prioriterer velfærd. Ellers vil titusindvis af børn og ældre i de kommende år ikke få den omsorg og pleje, de fortjener.

Opgaven bliver at finde de rette løsninger og ikke glemme de ældre i budgetlægningen, og tro, at det ingen konsekvenser har at gøre det.

Hvis det sker, vil det gå grueligt galt.

Og det fortjener de ældre og et hårdt-presset personale på ældre og sundhedsområdet ikke.

Steen-Kristian Eriksen
Formand for ældrerådet i Holbæk kommune