I denne uge – uge 11 – holder Dansk Naturfredningsforenings Holbæk afdeling Klimauge og i den forbindelse kan man køre gratis med bussen i hele Holbæk Kommune fredag d. 15. marts.
Onsdag aften godkendte et flertal i Kommunalbestyrelsen, et forslag om at gøre det gratis for passagererne at tage bussen fredag den 15. marts. Udgiften til at lade busserne være gratis én dag finansieres af en del af den besparelse, der er opnået, ved at busforbindelsen til Sportsbyen er blevet udskudt.
– På opfordring af DN har vi forsøgt på bedste vis at bidrage til Klimaugen i Holbæk Kommune. Kollektiv trafik er miljø- og klimavenlig og så bidrager den til at binde den kollektive trafik i kommunen bedre sammen. Derfor dette bidrag i forbindelse med Klimaugen – en klimavenlig gave til vores borgere og en fin måde at støtte op om kli-maugen på, siger John Harpøth og fortsætter:
– Ved at lave en gratis bus-dag, sætter vi fokus på grøn omstilling og inspirerer til, hvordan vi hver især kan bidrage til en grøn udvikling i hverdagen. Holbæk Kommune er med i den grønne dagsorden, her f.eks. ved at vælge bussen frem for bilen og dermed bidrage til mindre CO2-udledning.
Alle kan køre gratis med bussen
Tilbuddet om at køre gratis med bussen fredag d. 15. marts gælder både kommunale busser, tværkommunale busser samt regionale busser. Denne løsning er valgt for at sikre, at det er et tiltag som alle borgere, der anvender bus i det valgte tidsrum, kan opnå besparelse ved, ligegyldigt om de starter deres rejse i Holbæk Kommune eller blot rejser igennem kommunen.
Passagerer kan køre gratis med følgende linjer: 228, 420, 490, 501A, 502, 504, 505, 506, 511, 512, 513, 520, 530, 540, 541, 542, 560, 581, 582, 583, 584, 585, 586, 587, 588 og 589. Gratiskørslen vil gælde hele linjen, og ikke kun den del, der køres indenfor Holbæk Kommunes grænse.
Gratisprincippet i busserne gennemføres ved, at rejsekortudstyret i busserne i hele driftsdøgnet indstilles til Check ud, og ved at chaufførerne ikke sælger billetter.
Grøn og Bæredygtig kommune
I Kommunalbestyrelsens Arbejdsprogram 2018 indgår ’Grøn og Bæredygtig Kommune’ som et prioriteret fokusområde i udviklingen af Holbæk Kommune. En af målsætningerne i dette projekt er, at kommunen skal fremme den grønne transport og herunder styrke den kollektive trafik i Holbæk Kommune. Danmarks Naturfredningsforening, Holbæk, arrangerer en Klimauge i uge 11, 2019. I den forbindelse har de forespurgt Holbæk Kommune, om det er muligt at gøre det gratis at køre med bus i denne uge. Et forslag, som med den gratis bus-dag den 15. marts, nu er blevet en realitet.
så kommer der måske flere folk i bussen end de 4-5 stk som jeg ser i den bus der køre i Ladegårdsparken.
Hvis denne bus rute var en fly rute ville den havde været lukket for længe siden