I går tirsdag undersøgte Midt- og Vestsjællands Politi i samarbejde med National Kriminalteknisk Center og Dansk Brandteknisk Institut den lejlighed på Rønnevej, hvor en 79-årig kvinde omkom i en brand.
Som vi tidligere har skrevet, blev kvinden fundet livløs i soveværelset søndag formiddag af hjemmeplejen. Lejligheden var fuld af røg og det var tydeligt, at der havde været brand. Ilden var dog gået ud af sig selv.
Fra starten har politiet, ud fra oplysninger om at den 79-årige kvinde var ryger, haft en formodning om, at rygning var årsag til branden.
I går blev stedet så undersøgt nærmere af teknikerne og på den baggrund konkluderer Midt- og Vestsjællands Politi, at branden, efter al sandsynlighed, var opstået ved rygning i eller ved sengen.
Politiet oplyser, at der ikke var nogen tegn på, at noget kriminelt var foregået på stedet.
Læs også: Kvinde fundet død i lejlighed efter brand og Rygning formentlig årsag til brand